{{ getTotalHits() | thousandNumberSeperatorFilter }} resultater Filter
{{group.groupName}}

{{ group.groupName }}

Medlemmer: {{group.memberCount}}
Forside Forum Medlemmer Annoncer {{ group.itemMoreItems }}
872 visninger | Oprettet:

Sophie J
Sophie J
Tilmeldt:
9. jan 2009
Følger: 1 Emner: 16 Svar: 68

Hvornår var det rigtigt? Gravid {{forumTopicSubject}}

Jeg har i flere måneder nu gået og tænkt på om det er tid til at tage springet og forsøge at lave en lille en... Jeg svinger lidt mellem at have en smilende forventling til at tænke det går da ikke... Overhovedet ikke! Og en time senere er jeg ved at tænke på menuen under en evt barnedåb??(o: haha er jeg ved at blive tosset?
Jeg tager den sidste p-pille i morgen og så er der en uge at tænke over det, og hvis jeg går helt i panik må jeg tage en ny periode..
Hvornår vidste i det var rigtigt?
Jeg er meget angst for sygehuse, har kun været der da jeg fik lavet keglesnit i jan 2010 og har ikke de bedste minder...
Tankerne flyver rundt.. Jeg er 28 år, og vil ikke være en gammel krage inden vi skal igang. Føler bae slet ikke jeg er så gammel(o:
Årh hjælp mig lige!


Spar penge på din forsikring

Kommentarer på:  Hvornår var det rigtigt? Gravid
  • #1   21. aug 2010 Var faktisk i tvivl indtil jeg lå på fødestuen....
    Har også hele tiden sagt at jeg godt ville udskyde det og hvis det ikke lykkedes var det bare ærgeligt.
    Gik igang som 27 årig og det ville IKKE lykkes. Fødte først da jeg var 31 år efter et par år i behandling...
    DA fortrød jeg jeg ikke var gået igang noget før!!
    For hvis jeg skulle have ventet til " tiden var rigtig" var det aldrig blevet til noget!!
    Når først man mærker baby vil man for intet i verden nogensinde have undværet det.
    Så jeg vil bare sige, se at komme igang. Tiden viser sig at være rigtig når man beslutter at det er NU;o)


  • Sophie J
    Sophie J Tilmeldt:
    jan 2009

    Følger: 1 Emner: 16 Svar: 68
    #2   21. aug 2010 Tak for indputtet(o:
    Jeg synes virkelig det er svært, for hvis og hvis og hvis.... Jeg er f.eks selv skilsmisse barn og tænker meget på det.
    Jeg er også bange for ikke at ville være en god mor...
    Der er mange skøre ting(o:


  • #3   21. aug 2010 Havde det lidt på samme måde som" Mor igen til september!" Gik igang som 27 årig... egentlig ikke fordi jeg havde den store kriblen i fingrene efter at blive mor... mere fordi alle andre snakkede om hvor fantastisk det var...og jeg skulle jo også igang hvis jeg ville når det. Men som tiden gik og g-testene blev ved med at være negative, begyndte det at gå mig på... Efter 2 år, blev den dog positiv og idag har vi den skønneste pige på 16 mdr. og venter en dreng om en måned... Men jeg var altså også i tvivl lige til jeg lå på fødestuen, om hvorvidt jeg var klar til det og om det overhovedet var det her jeg ville! Den tvivl forsvandt dog da Alfa var født smiley


  • #4   21. aug 2010 Ja de samme ting jeg også tænkte, også skilsmissebarn...
    Kan jeg nu være mor?? Vil jeg kunne opdrage et barn osv osv.... tror alle de tanker er helt naturlige, man vil jo sine børn det bedste.
    Og det er sunde tanker, det viser bare at man tænker over det hele og ikke bare forventer at man kan alting, men har sine overvejelser.

    Og bare det at du tænker sådan synes jeg da viser at du vil være en god mor der tænker på sit kommende barn.
    Men det er jo tit en skræmmende tanke at skulle tage sig af et barn og lave sit liv om, så ikke så sært man tænker en masse.

    Man vokser med opgaven samtidig med man er gravid - tro mig!


  • Sophie J
    Sophie J Tilmeldt:
    jan 2009

    Følger: 1 Emner: 16 Svar: 68
    #5   21. aug 2010 Ok så er det ikke bare mig der har det sådaan. Jeg kan bare få pip når nogen siger "Jeg vil bare være mor" For sådan har jeg det slet slet ikke...
    Hvad med undersøgelser, fødsel mv? Tog i det som det kom, eller gik i lidt i panik? Jeg er nemlig ret ræd for læger mv, og når jeg læser om dårlige jordmødre mv bliver jeg lidt bange


  • #6   21. aug 2010 Alfas mor: lige præcis!
    Jeg havde heller aldrig haft den store lyst til børn og ville egentlig helst at de ikke kom hen til mig, og det gjorde de som regel heller ikke, kunne da mærke jeg ikke gad dem :o)
    Men det er sørme blevet ændret da vi fik vores søn :o)

    Der findes da intet bedre i verden end små børn :o)


  • #7   21. aug 2010 Ja nu er jeg jo selv operatonssygeplejerske så har ikke den store angst for læger og sygehuse mv :o)
    Men vi var da igennem en del forsk. undersøgelser mv for at finde ud af hvorfor det ikke ville lykkes, viste sig at være mandens dårlige sædkv. så det var der jo ikke meget andet at gøre ved end at få hjælp til behandling.
    Det må man så tage som det kommer, det er jo simpelthen så grænseoverskridende som noget kan være...


  • #8   21. aug 2010 A J Nej såda havde jeg det overhovedet heller ikke...Med hensyn til undersøgelser osv, så er der jo kun en enkelt af de gyn. undersøgelser (graviditetsundersøgelsen lige i starten.... og gud hvor jeg hader det! *g* resten er jo mest hvor de mærker på maven og spørger til ens velbefindende... og fødslen var faktisk slet ikke så slem som forventet (jo selvfølgelig gjorde det ondt) men det var sgu hurtigt glemt.. det der kom bagefter var dog noget værre (Alfa trak ikke vejret i et kvarter efter fødslen.. forklaring i hendes profil)

  • #9   21. aug 2010 Mor igen til september!
    Ha haa... havde det præcis på samme måde med børn! Kunne slet ikke finde ud af hvad jeg skulle sige til børn der kom hen og begyndte at snakke med mig *gg* "se jeg har en skovl" øøh... neeeej den er søreme pæn :-z gg


  • Sophie J
    Sophie J Tilmeldt:
    jan 2009

    Følger: 1 Emner: 16 Svar: 68
    #10   21. aug 2010 Jeg prøver virkelig at tage mig sammen når der er læger, mon ikke man overlever..
    Alfas mor; Åyha sikke en oplevelse, så fik du hurtigt andet at tænke på!

    Puha nu må vi se hvad beslutningen bliver(o:


  • #11   21. aug 2010 A J Ja så bliver man sgu helt pas over hvor stærk man kan være. Var på benene efter fødslen indenfor en halv time og nede og se hende på neo, derefter i mit eget tøj (fik enda sat har i ventetiden.. hellt grotesk) og afsted med ambulance og politieskorte til riget... Synes det var lidt vildt set i bakspejlet..
    Synes man vænner sig til alt det læge/jordemoder halløj...
    Pøj pøj med beslutningen ihvertfald smiley


  • #12   21. aug 2010 Alfas mor: Ja nemlig!!!
    Hold jer væk!!! Jeg aner ikke hvad jeg skal stille op med jer!!!
    Og kom folk med deres nyfødte og ville have alle skulle holde dem, smuttede jeg, det havde jeg bare ikke lyst til - hvad skulle jeg det for?? Sagde mig jo absolut intet!!
    Men godt manden var lidt mere udholdende, ellers havde vi nok aldrig fået nogen selv. Og hold da op hvor er det bare det bedste der er sket!!

    A.J: Du skal nok overleve :o) Jeg har i ingen af mine grav. fået gyn undersøgelser hos egen læge. Altid kun mærket udenpå og snakket. ( har så til gengæld fået masser af gyn. us. ved behanlingerne, men det er jo ikke hos egen læge)
    Og når det er for babys bedste bliver du også meget fokuseret på din baby og vil gerne høre ALLE fagfolk sige at det hele ser så fint ud.Så måske det ender med at blive helt hyggeligt at komme til lægen :o)


  • Sophie J
    Sophie J Tilmeldt:
    jan 2009

    Følger: 1 Emner: 16 Svar: 68
    #13   21. aug 2010 Jeg tror også så snart det ER kommer jeg på andre tanker- det håber jeg da. For svinger meget mellem tvivl og ingen tvivl. Det er skam lidt skræmmende for mig(o: Min kæreste er dog ret skruk, og det har han egentlig været i en 5-6år..
    Det med fødslen skræmmer mig også... Skal man bedøves? Går det som det skal? Kan man holde smerterne ud? Tror man man er døden nær?(o; Altså noget som folk med børn sikkert griner af mig over..


  • #14   21. aug 2010 Ja kender godt tvivlen. Da vi kæmpede med at blive gravide vekslede det også mellem for mig at være fint nok uden børn for så kunne jeg bruge tiden på mine heste mv. og mellem at være ked af at det ikke ville lykkes... frustrerende.

    Var nok også lidt bange for fødslen, hvem har ikke sine tanker omkring det?? Men jeg vil sige, at jo tættere jeg kom på fødslen gik nervøsiteten væk og jeg gik faktisk og glædede mig til den oplevelse som alle andre snakkede om.
    Ja gu gjorde det ondt og var ikke min bedste oplevelse. Men selvom det ikke gik helt godt ville jeg aldrig være det foruden.
    Det skal du nok komme igennem også. Jeg tænkte, at hvis min mor kunne så kan jeg også!!


  • Sophie J
    Sophie J Tilmeldt:
    jan 2009

    Følger: 1 Emner: 16 Svar: 68
    #15   21. aug 2010 Jeg har også hest, og er også lidt bange for at de træder mere i baggrunden end jeg ønsker. Jeg er helt med på at der kommer andre ting at tænke på, osv. Tænker meget over det.

    Uha nu må jeg se, jeg tænker meget over det.

    Jeg ved godt at den ene kvinde efter den anden føder hver dag, og jeg har aldrig hørt om "den" bliver derinde..(o: Så jeg ved man overlever, men er bange for det ukendte som nogen betegner som fantastisk og andre som frygteligt


  • #16   21. aug 2010 vi have slet ikke snakket om børn og nu venter vi nr 2 ( det er min kæreste's 4 barn )
    vi opdagede først at jeg var gravid med vores søn, da jeg var 14-16 uger henne..
    og med den lille inde i maven var jeg 8 +, testede kun fordi jeg kunne fornemme jeg var gravid.. ( lå indlagt med vores søn på det tidspunkt )så troede det var der for ,jeg ikke have fået min mens i første omgang


  • #17   22. aug 2010 Jeg har ikke været i tvivl siden jeg mødte min mand, som er far til mine rødder smiley

  • #18   22. aug 2010 vi har aldrig været i tvivl

Kommentér på:
Hvornår var det rigtigt? Gravid

Annonce