tanker fra en presset pige(langt) {{forumTopicSubject}}

hvordan får man sagt :jeg vil ikke være din mor! til en der for 1 år siden mistede sin mor??

min datters far bruger mig som sin mor. han tager ikke ansvar for sig selv, han forsøger sig med at bruge mig til at huske ham på alting (fødselsdage i sin familie, læge besøg, frisør tider og ALT den slags) forsøger sig med at få mig til at købe gaver og tøj for ham, beder mig om at minde ham om regninger og hvad han ellers har af aftaler og ting han skal passe. og han kan godt glemme det kan han. hans nolleren rundt, ubeslutsomhes og tankeløshed var jo lissom en af de ting jeg valgte at flytte fra og gøre det forbi med.

men han bliver ved med at forsøge sig, ikke med at vi skal være sammen igen, det kan han godt spare sig det ved han alt om, men at jeg skal være hans mor. og jeg bliver nødt til at få sagt klokkeklart til ham at jeg ikke vil fylde mor-rollen ud i hans liv. men hvordan F**den siger man jeg vil ikke være din mor, til en der for et år siden har mistet sin mor og savner hende vanvittigt?

jeg har prøvet med : det der fister, det er lissom ikke mit ansvar. : synes du ikke det er på tide at du tager ansvar for den slags selv? : og hvordan blev det lige mit problem / min opgave? :nej jeg vil ej, jeg har et liv at passe selv. :service af den type der hørte op da jeg gik fra dig for læææænge siden. :køb en kalender til at holde styr på den slags. :lav en note i din mobil. :sæt din telefon til at minde dig om det.

lige vidt kommer jeg. altså bliver jeg nødt til at skrue bissen på. men det formulerer jeg hvordan??
jeg ved godt at grundpillen i det er tryghed og nærhedsfølelsen i at få nogen der kender ham ud og ind til at ringe og sige sådan nogle ting til ham. men det er altså på tide at han bliver voksen, og finder den tryghed og sikkerhed i sig selv.

hvordan kom det så vidt......

for et år siden, da det begyndte at gå ned af bakke, tog han i byen. han bød mig den nat et stort tillidsbrud. der er ikke tale om utroskab, men tillidsbrud af kraftig karakter. formiddagen efter, da vi lå og sov, ringede hans søster at deres mor var på vej til lægevagten da hun pludselig var blevet meget syg. jeg var nu vågen, stod op og nussede rundt lidt små nervøs for min svigermor da jeg havde en meget dårlig fornemmelse. jeg gik og klargjorde spørge runden til når bastarden stod op. men så langt kom jeg aldrig, for nu ringede søsteren igen at de var på vej på sygehuset med ambulance. kørsel 1. altså voldsomt ba-bu. jeg gik ind og vækkede ham og fortalte det og vi kørte ind på sygehuset omgående. vi var død nervøse. da vi kom derind fik vi at vide at hvis der var flere nære pårørende skulle vi ringe efter dem NU.

dagen efter, ved samme tid, sov min svigermor ind. alle var fuldstændig i chok.

min spørge runde blev altså aldrig en realitet.

hans lillesøster (med lille UPODRAGEN køter) flyttede ind hos os i en periode jeg forestillede mig skulle rækker over 14 dage, max 3 uger. men sådan gik det ikke. 5 måneder og 23 dage endte vi på inden jeg fik NOK og fik sat en stopper for det.

5 måneder og 23 dage......hvordan kom det så vidt?

hele familien var i chok og dyb sorg over svigermors pludselige død. og selvfølgelig skulle hun ikke være alene i huset hvor hun boede sammen med sin mor lige med det samme. jeg trøstede dem så godt jeg kunne. jeg talte med min svigermor i meditationer. og jeg var der så meget og godt jeg kunne for dem. men rivegildet havde tag i hele søskendeflokken. og det hele kørte op og op og op. der var ingen grænser for hvad de ville byde hinanden for at få lidt mere selv. og det til trods for at der nærmest intet økonomisk var at komme efter.

efter 2 uger er det fastlagt at lillesøsteren skulle overtage huset mod KLÆKKELIG betaling til de andre søskende. men hun blev hængende hos os. hun havde det simpelthen for bekvemt. for mig var det simpelthen som at have et teenage barn. jeg kunne dagligt samle hendes vasketøj op fra gulvet, samle det op hendes hund havde splittet af. give mine egne hunde loppekure fordi hendes hund blev ved med at slæbe lopper med hjem. redde min ene hund fra hendes hunds raseri anfald. fylde køleskabet op, vaske vasketøj, rydde hendes sager op, og stå model til at hun mligvis, muligvis ikke kom til spisetiderne. det med at ringe og meddele en slags var ikke noget hun brugte. og kommenterede jeg det fik jeg et flabet svar. hvis jeg fik et svar.

og hvor var han henne i alt det her? tjo. han gemte sig meget belejliget på sit arbejde mandag til lørdag over 100 km væk.....og i weekenden ville han ikke kommentere noget. der var intet at komme efter. en naiv idiot som jeg var, tænkte jeg at livet nok ville gå tilbage til normal når hun var ude af vagten igen.

og hvor var jeg selv i det her? jeg begravede mig i arbejde. det er jo dejlig nemt når alt andet sejler.

efter 5 måneder og 23 dage var det blevet tid til min ene hund ville komme i løbetid, og udsigten til at hendes hund skulle opholde sig i hundegården og på kontoret var tricket til at få hende til at tage hjem igen. oh happy days!! eller nej, for julen stod for døren og jeg var gået hen og blevet gravid. han ville INGEN børn have og jeg var sådan i tvivl. når jeg så på mit liv synes jeg bestemt ikke det var noget at byde børn, men jeg synes slet ikke man slår ihjel bare for at slå ihjel. ville jeg kunne tilgive mig selv? nej. ville jeg blive ved ham når han havde det sådan med at jeg var gravid? nej. ergo alene mor? ok. var det kujon agtigt af mig at vente med at flytte min vej til efter nytår? muligvis, men det var det jeg valgte.

nytårsaften kom, og nytårsaften gik. han valgte den aften utroskab. og jeg valgte at kigge frem og tænke at det her sad jeg trods alt kun fast i indtil jeg fandt et andet sted at bo.

dagen kommer hvor jeg flytter. han har det dårligt, og jeg har det godt. jeg er afklaret. det smerter mig ikke engang at se han har det skidt. han deltager på eget initiativ i flytningen. her starter 8 måneder med en fandens ballade. han vil på ingen måde vide af at jeg er gravid og forsøger sig gentagende gange med at købe en abort med skide dyre gaver. den går ikke. 3 uger før jeg skal føde er det som om det går op for ham. og nu vil han pludselig for alt i verden være far. det vil han stadig. han er glad for min datter, han er stolt af hende og han er sød ved hende.

jeg prøver på at "make nice" for der er fælles forældremyndighed som standard nu om dage. og han og jeg hænger på hinanden i en eller anden grad de næste 18 år. vi kommer til at tilgive hinanden gentagende gange. i grundreglen går det ok. vi er fine nok venner. men min lunte til ham er sindsygt kort og der skal ikke meget til fra hans side før jeg inderst inde har lyst til at hamre ham en lige højre. eller 3.

han vil have, og han vil have, og han vil have. han vil have mig som sin mor, og Karen som sin datter.

og hvad vil jeg have? jeg vil have min fulde frihed. jeg vil være fri for at skulle være hans mor. jeg vil have han skal holde op med at omtale sig selv far overfor min hund. han har aldeles intet med den at gøre mere.

ergo. jeg vil have at han skal slippe mig. som jeg for længe siden har sluppet ham.