{{ getTotalHits() | thousandNumberSeperatorFilter }} resultater Filter
{{group.groupName}}

{{ group.groupName }}

Medlemmer: {{group.memberCount}}
Forside Forum Medlemmer Annoncer {{ group.itemMoreItems }}
2.026 visninger | Oprettet:

Anne R
Anne R
Tilmeldt:
20. feb 2012
Følger: 1 Emner: 1 Svar: 12

Beholde barnet, eller ej? :/ {{forumTopicSubject}}

Hej BG folk

Jeg er en pige på 23 år (24 til september) som er kommet i den situation at jeg er blevet gravid med min kæreste ved et uheld...
Jeg aner nu ikke hvad jeg skal gøre, om jeg skal beholde barnet eller ej. Realistisk set kan jeg godt se det ikke er så godt lige nu, da min kæreste "kun" er 20 år gammel og først færdig med sin uddannelse om et år, og så vil han gerne til udlandet og arbejde et halvt års tid. Plus jeg var igang med at finde ud af at starte på uddannelse her til sommer (Men kan godt vente, for min skyld) jeg har intet arbejde lige pt. da jeg går sygemeldt pga depration... Min kæreste og jeg har kun set hinanden 2 måneders tid. han bor for sig selv i en lille lejlighed og jeg er lige flyttet hjem til mine forældre igen for en stund...
Men det der så gør at jeg gerne vil ha barnet, er at jeg altid har sagt at hvis jeg nogensinde blev gravid ved et uheld i 20'erne, så ville jeg beholde barnet pga jeg mener jeg så burde være voksen nok til at tage ansvar... Plus jeg elsker børn og tanken om at "dræbe" et bette barn, det giver mig simpelthen tåre i øjnene...
Jeg ved at min kæreste er rigtig god til børn og elsker børn, men tror måske bare han er bange for at alle hans fremtids planer med job og uddannelse de går i vasken... men ærligtalt så ved jeg det ikke. han siger han ikke er færdig med at gå i byen osv... og jeg mener jo godt at han stadig kan gå i byen og være sammen med kammeraterne, selvom han har et barn...
Som min kæreste siger ville han ønske han var 25 år og havde fast indtægt, så vi kunne beholde barnet...
Kunne blive ved med at skrive løs, men det må vidst hellere få en ende nu smiley

I bund og grund er mit dilemma at jeg gerne vil beholde det, men ikke imod min kærestes vilje og min kæreste mener bestemt abort er det bedste...

Nogen råd ?


Spar penge på din forsikring

Kommentarer på:  Beholde barnet, eller ej? :/
  • #1   20. feb 2012 det er kun dig der ved det.

    MEN, hvis du vælger at beholde, så indstil dig på at være alene. To mdr er kort tid, og et barn ændrer alt, så det kan nemt gå galt.
    For nogle går det, men for mange går det i stykker.

    Jeg blev gravid ved et uheld som 22-årig, og var meget chokeret.
    Men jeg valgte at beholde. Jeg var aldrig rigtig i tvivl, selvom det var et tungt valg, for jeg var meget meget skræmt.
    Faren var ikke med på den, men det passede mig også fint.

    Her føltes det rigtigt. Jeg kunne godt se mig selv som mor i fremtiden, og jeg elskede allerede barnet. at se mig selv, få en abort, var en total umulighed.

    hvor langt er du henne? Blot så du ved hvor længe du har til at tage stilling.


  • Anne R
    Anne R Tilmeldt:
    feb 2012

    Følger: 1 Emner: 1 Svar: 12
    #2   20. feb 2012 Jamen jeg har også altid sagt til mig selv at hvis jeg blev gravid ved et uheld i 20'erne, så burde jeg også være gammel nok til at tage ansvar for min handlinger, plus at jeg ved bare en abort vil ødelægge mig fuldstændig... men kæresten mener desværre ikk han er klar, selvom jeg mener at det bliver man i løbet af de 9 mdr... og vi skal også til en samtale med lægen i morgen, så er jeg spændt på... har sagt til ham at jeg ikke vil lyve overfor lægen, om hvordan jeg har det med en abort ..

    Min læge skød mig til kun at være 3 uger henne ca, så opdagede det hurtigt heldigvis..


  • Anne R
    Anne R Tilmeldt:
    feb 2012

    Følger: 1 Emner: 1 Svar: 12
    #3   20. feb 2012 Vil lige sige at jeg har en far, mor og stedmor der har sagt de vil støtte mig 100% lige meget hvad jeg vælger... så står heldigvis ikke helt alene hvis det er...

  • #4   20. feb 2012 Anne,
    man vokser så meget, og modnes så meget, at du ikke kan forestille dig det!

    MEN, jeg ville ikke lade det være op til ham. Hvis du vil have barnet, så behold det. Men lad være at forvente at han deltager, for det kan du ikke tvinge ham til, og han gør det klart, hvordan han har det. Ligesom at du har gjort det klart hvordan du har det.

    Jeg ville aldrig lade mig presse til en abort - jeg ville aldrig kunne tilgive personen eller mig selv.


  • #5   20. feb 2012 altså hvis du har den mening selv - så ville jeg finde støtten hos mine forældre og beholde barnet. selvom man har fremtidsplaner så kan de jo stadig godt holdes. han kan jo bare være en mindre del af barnet's liv og så kan du være "alenemor"
    Men synes du skal tænke godt og grundigt over det...

    men man kan godt klare den som alene mor.


  • Anne R
    Anne R Tilmeldt:
    feb 2012

    Følger: 1 Emner: 1 Svar: 12
    #6   20. feb 2012 ja han bliver også ked af det når jeg siger til ham at det ville ødelægge mig med en abort og han siger det gør ondt at jeg vil gøre det for hans skyld og ikk min egen...

    Og når jeg kigger på alle mine veninder og bekendte der har børn eller er gravide, så tænker jeg, hvis de kan, så kan jeg/vi sku også...


  • #7   20. feb 2012 Lige meget hvor gammel man er, skal man tage ansvar for sine handlinger. Nåh, men jeg synes du skal lytte til, hvordan DU har det. Det er dig der evt. skulle have abort, ikke ham. Og dig der vil leve med tabet efterfølgende.
    Det lyder i hvert fald for mig, som om du ikke er særlig glad for tanken om abort. Jeg kender flere, der aldrig er kommet sig over det, fordi deres kæreste pressede dem til at få en abort.
    Og i sidste ende kan du få en abort, og din kæreste og dig kan gå fra hinanden. Men det er DIG, der har oplevelsen, tabet.. ja alt hvad det fører med sig. Det kan jeg ikke helt udtale mig om, da jeg aldrig har prøvet det.
    Men lyt til, hvad DU føler...
    Jeg ønsker jer alt det bedste og håber i træffer det valg der er bedst for jer.


  • #9   20. feb 2012 Selvfølgelig kan du! smiley

  • #11   20. feb 2012 Anne - Selvfølgelig kan du det. Tro på det, og behold det barn hvis du føler for det. Om det holder med dig og kæresten er ikke til at sige, heller ikke ud fra statestikker. For det er lige så ofte at et "gammelt" par går fra hinanden, som et "nyt" par gør det.

    I er nyforelsket, og kender ikke hinanden så godt endnu. Derfor vil i heller ikke lægge lige så meget mærke til hinandens forandringer, som et par der har været sammen i mange år.

    Snak med din kæreste, fortæl ham at du ikke kan klare tanken om at få en abort. Og bed ham om at tænke over det en ekstra gang, i det mindste for din skyld. smiley

    Held og lykke med det hele.


  • Anne R
    Anne R Tilmeldt:
    feb 2012

    Følger: 1 Emner: 1 Svar: 12
    #12   20. feb 2012 Det rart med alle de forskellige synspunkter på "sagen"

    Jeg VED at hvis jeg valgte at få det, så ville vi nok blive uvenner osv, men tror nu nok han skulle være der når det så kom, for ved hvor syg børne glad han er, og han har selv levet uden en far, så det ved han også hvordan er...
    -men kan self aldrig vide med sikkerhed, men er rimelig sikker, men skal self altid være indstillet på at stå alene smiley

    men puha det godt nok en svær beslutning synes jeg... og plus når man ser de unge mødre, så kan jeg slet slet ikk se hvorfor jeg ikk skulle kunne klare det...

    Min deprassion er så småt ved at være over, da jeg er ved at have styr på de ting der var årsagen til den kom...


  • #13   20. feb 2012 Anne,
    de unge mødre er noget helt for sig.

    Mht. depression, så tog jeg antidepressiv mod angst, da jeg blev gravid. Dem stoppede jeg med, efter samtale med lægen.
    Var ret spændt på hvordan det ville gå.

    Men nu har jeg været pillefri siden oktober 2011, og det går fint smiley

    Ikke alle er ens, men kroppen producerer en del endorfiner når du er gravid og ammende.


  • #14   20. feb 2012 Jeg er nok lidt i den anden båd end de andre kan jeg godt høre, men her er mine tanker. Det er jo JERES barn, så jeg syntes at i skal komme til en fælles beslutning. Jeg syntes ikke at det er rigtigt at gøre ham far mod sin vilje.
    Jeg syntes bestemt ikke at abort er en ting man skal tage let på, men et barn er jo heller ikke noget hvor man bare tager en chance og satser på at man træffer den rigtige beslutning:o)


  • #15   20. feb 2012 Charlotte,
    men hvis man gerne vil have et barn, og selv føler sig parat, er det vel heller ikke et sats?


  • Anne R
    Anne R Tilmeldt:
    feb 2012

    Følger: 1 Emner: 1 Svar: 12
    #16   20. feb 2012 Har også sagt at jeg helst ikke vil gå imod hans vilje og beholde det... men håber samtalen hos lægen i morgen, kan få ham til at se lidt mere afslappet på det hele.
    For ved han ville være en fantastisk far


  • #17   20. feb 2012 jeg ville tænke på barnet hvilke fremtid den vil få,så ville nok vælge og ikke få det,synes man skal overveje det meget,det er jo også og tage ansvar og få en abort,når du har en lidt usikker sitation
    og når man ordenlig er begge parat og har styr på tingene kan man få et
    man skal tænke på det altid barnet det går udover når far og mor ikke er sammen
    men det jo dit eget valg,og det bare min mening


  • #18   20. feb 2012 Nu er det sådan set dem begge som har haft ubeskyttet sex og man ved hvad der kan komme ud af det - så må man tage ansvar for hvad der nu vil komme. Og hvis hun vil beholde barnet kan jeg godt forstå hun ikk vil udsætte kroppen for en abort - da manden ikk mærker noget til det - men det gør hun som kvinde !!

    Så hvis han ikk ville være far så måtte han jo haft taget gummi på.. Hårdt sagt men det er jo sådan set hans egen skyld da han viste hvad der kunne ske ved ubeskyttet sex..

    så synes han må tage ansvar for sine handlinger selvom han kun er 20 år og vil så meget.


  • #19   20. feb 2012 Og børn kan få en lige så god opvækst alene med mor som ved sammen med mor og far. så det går da ikk udover barnet at hun får det alligevel uden han er med til det.

    og hun har jo baglandet i orden ang familie osv. Man har alligevel 9mdr til at finde en lejlighed og få styr på tingene inden barnet kommer.


  • #20   20. feb 2012 Det er en svær situation du står i..

    Jeg blev gravid som 17årig med min daværende kæreste. Jeg fik fjernet barnet. og det PINER mig den dag idag og jeg har fortrudt det så mange gange at man ikk kan sætte tal på. Og den dag i dag har jeg desværre svært ved at blive gravid.. Også sidder man tilbage og er super ked af at man fik det fjernet dengang smiley

    Men jeg håber du finder en løsning på det..


  • #21   20. feb 2012 du behøver ikke overfaklde mig du har din mening og jeg har min

    synes det er igoistisk tænkt og bare sætte et barn til verden fordi man ikke har tænkt sig om, hvor mange ser man ikke som ikke kan klare deres barn bagefter og hvorfor ikke sætte et barn i verden under bedste ods i stedet for næste bedste ods

    det har været et emne som mange ikke tør berøre,at man nok skulle tænke mere over om man skal ha barnet
    har selv prøvet det på egen krop,valgte barnet fra og kan se idag at det var godt jeg gjorde det
    og jeg er heller ikke glad for abort,men synes det godt i de sitationer hvor barnet ikke har de ods der skal til


  • Anne R
    Anne R Tilmeldt:
    feb 2012

    Følger: 1 Emner: 1 Svar: 12
    #22   20. feb 2012 Jeg står også i situationen at jeg ikke kan blive gravid nemt. Og har ikk brugt ppiller i maaange år. Og at jeg så pludselig bliver gravid, er for mig et total held og tror på det skæbnen... Ved det lyder tosset. smiley

    Men kan ikk få mig selv til at få en abort og så måske om 3 år kæmpe en kamp for st blive gravid. Nok den tanke der skræmmer mest.


  • Anne R
    Anne R Tilmeldt:
    feb 2012

    Følger: 1 Emner: 1 Svar: 12
    #23   20. feb 2012 i bund og grund tror jeg min kæreste er bange for at det ender galt imellem os... men vi er begge skilsmisse børn og han har så levet uden en far, da han døde i en ulykke... Så er sikker på at vi vil kæmpe for at få det til at fungere..

  • #24   20. feb 2012 og jeg har selv tænkt den tanke, hvorfor jeg ikke fik barnet og fortrudt det,men det min egen behov jeg dækker ikke barnets,det barn ville ikke ha været sammen med sin far idag og det havde ikke haft de ods som jeg gerne vil give det, som mine to børn har idag en stabil og tryg tilværelse sammen med sin far,og en masse andet som tilhøre familie livet
    så jeg glad for den beslutning
    og kan se ved andre som kæmper med det både på nettet venner osv at det ikke altid er nemt for barnet og dens omverden


  • #25   20. feb 2012 Ja det er ikk sjovt at stå nu og ikk ku blive gravid. Vi har prøvet i 4 år nu stadig uden held..
    Man tilgiver aldrig sig selv.. Eller det gør jeg i hvert fald ikk..

    Men jeg håber du vælger den beslutning som er bedst for dig..
    Og hvis du har støtte fra familien så har du altid hjælp hvis kæresten ikk er der. Står du jo aldrig alene. smiley

    Må indrømme hvis jeg viste jeg havde svæært ved at blive gravid så ville jeg ikk tvivle på at jeg ville beholde barnet..


  • #26   20. feb 2012 Hvorfor skal man indstille sig på at blive alene når man har været sammen i kort tid? :-S

    Jeg har stået præcis hvor du står, dog uden depression, men arbejdsløs, havde endda kendt min kæreste kortere tid da vi opdagede jeg har gravid.... Jeg valgte at beholde, men ville så heller ikke hænge ham op på det økonomiske ansvar, for jeg kunne ikke få fjernet.... Jeg var så, så heldig at han i den grad ønskede vores barn....

    Vi har idag været sammen i 4år og 4 mdr, og har en søn på 3år og 6mdr... Vi er forlovet og har fået en lillebror som er 16mdr.... Det kræver arbejde at have været sammen så kort tid inden en graviditet... Men det kan lade sig gøre.....

    Min mor og far har været sammen 28år 22maj, og har en søn der bliver 27 d. 16/7....


  • #27   20. feb 2012 Overfalder ingen smiley

  • #28   20. feb 2012 Jeg syntes det er vigtigt det er noget man er enige om. Vi kvinder har hele magten når det gælder en graviditet, og jeg syntes ofte den misbruges... desværre.

    Tænk engang hvordan vi kvinder ville reagere hvis det var manden der alene kunne tage beslutningen om hvor vidt vi skulle have et barn eller en, og vælge at beholde / få en abort uanset hvad vi sagde. Sikke en gang kællinge-ballade der ville blive.

    Det er lige så meget mandens køb og blod som det er ens eget, så derfor syntes jeg det er rigtig vigtigt at man så vidt muligt når frem til en fælles løsning.

    Det var så nok lidt mere min generalle mening og ikke baseret på indholdet af denne tråd - da det lyder for mig som om du også snakker en del med din kæreste om det, og ikke holder ham helt udenfor beslutningen om hvad der skal ske...
    _________________________________________________________________

    Det kan også godt være man sagtens kan klare den som alenemor, og det er også en så normal ting i dagens Danmark. Jeg kan bare ikke se fordelen i det for børnene, det er ikke den optimale opvækst for et barn. Ikke sikkert denne situation ender i at i går fra hinanden, men med hans fremtidsplaner om rejse og stadig vil kunne gå i byen vs hvor kort tid i egentlig har kendt hinanden. Samtidig med du har noget depression (ved ikke hvor slemt det er, og hvordan graviditeten vil påvirke dig psykisk hvis han smutter undervejs). Det syntes jeg er en usikker fremtid at sætte et barn i verden i.

    Jeg ved også godt at alle kan gå fra hinanden, uanset hvor sikker fremtiden ser ud når man bliver gravid... mener blot der er forskel på at sætte et barn i verden til en fremtid der SER sikker ud og så at vælge at få et barn på et tidspunkt hvor fremtiden SER usikker ud. Ser med stort - for er jo ikke sikker at den er det hvis man kunne kigge 1 år eller 2 frem...

    Jeg er ikke for abort, men at få en abort kan også være at tage ansvar - måske endda et endnu større ansvar, hvis tiden ikke er den rette at sætte et barn i verden i.

    Ved godt jeg sikkert får høvl nu - men tråden lyder for mig som om hun gerne vil høre vores ærlige meninger...???


  • #29   20. feb 2012 KETTNER-TERMIN 14 AUGUST 2012

    Er dybt enig med dig, det jo lige det jeg ville frem til i tråden,men er ikke så god til og formulere mig som dig : )


  • #30   20. feb 2012 Jeg ville vælge en abort i din situation, hvis jeg skal være ærlig. smiley

    Jeg mener at man skal have lidt at byde barnet når det kommer, og det har du ikke lige nu.


  • Anne R
    Anne R Tilmeldt:
    feb 2012

    Følger: 1 Emner: 1 Svar: 12
    #31   20. feb 2012 Ja vil helt klart hører folks mening om det hele. Da ærlighed er den eneste vej frem smiley

  • Anne R
    Anne R Tilmeldt:
    feb 2012

    Følger: 1 Emner: 1 Svar: 12
    #32   20. feb 2012 Min depression er så småt ved at være over igen, da jeg er ved at få styr på de ting der var skyld i den.

  • #33   20. feb 2012 syntes det er en svær sitation du står i, men jeg kan som sonne sige det at det kan lade sig gøre, jeg stod i samme sitation som 18 årig, havde aldrig haft sex og møder så en fyr jeg tænkte nu skulle det være, vi er så sammen i lige knap 2 md, hvr vi bli enige om at jeg heller må få beskyttelse i form af p-piller, men da vi kommer til lægen så får jeg at vide jeg er gravid, der havde vi kendt hinanden i 7 uger, så det var sket i "første" hug.. jeg tog valget og sagde at ville han ikke, så kom han aldrig til at høre fra dette, men jeg havde taget mit valg ud fra jeg havde en kusine som fik en abort og endte ud i hun aldrig ville kunne få børn..
    han valgte at blive og vi skulle lære hinanden godt at kende i de sidste md af graviditeten, hva selvfølgelig var en kamp, når man som sagt slet ikke kendte hinanden og hinandens forventninger til fremtiden. men som sagt så blev han og ja i dag 22 år efter er vi gift, fået yderlige 2 børn samt barnebarn så det kan lade sig gøre. vi stod også uden bolig, job men alt dette måtte vi så ta derfra, og ja som jeg skriver 22 år efter, gift, begge med udd og lige flyttet fra den første og eneste lejlighed vi har haft sammen og bor nu i hus..
    så har du mod på at prøve endten med ham eller uden ham, så syntes jeg du skal gøre det smiley så herfra et forsigtigt tillykke enten som enlig mor eller som forældrepar


  • #34   20. feb 2012 Jeg ville få en abort..

    Da jeg blev gravid med david, det tog 8 måneder også melder kæresten ud at han alligevel ikke er klar til at blive far og ikke elsker mig.. Jeg valgte at beholde ham og det fortryder jeg slet ikke.. Men alligevel er jeg ked af at jeg har et barn med en mand jeg ikke er sammen med.. det er ikke sjovt at man skal have fat i ham hvergang jeg skal bruge en underskrift og træls at man på david's veje skal være ked af han ikke gider at sende et kort til jul og fødselsdag og kan være så ligeglad også samtidig sige ude i byen at han så gerne ville være der og en gang om året dukker op og siger dav ! det er heller ikke så nemt med dine, mine og vores børn når man senere skal finde en kæreste som man kun har "vores" børn.
    Håber det gav lidt mening


  • #35   20. feb 2012 Kettner: er fuldstændig enig med dig.

  • #37   20. feb 2012 Er lidt nysgerrig... Hvad har i brugt af beskyttelse? Er det et gummi der ikke har virket / en spiral der må være faldet ud uden det er opdaget / en p-pille man har glemt at tage?
    Eller har beskyttelsen bestået i "jeg tror ikke jeg kan blive gravid" så i ikke har brugt noget?

    Den sidste må ikke misforstås negativt... har selv i 6 år gået og troet at jeg ikke kunne blive gravid, og ja, så kan man da godt blive lidt sløset med bestyttelsen når man er i fast forhold, "for der sker jo alligevel ikke noget"...


  • #39   20. feb 2012 Mette M
    Må give dig ret, lyder lidt vildt at det allerede er opdaget 3 uger henne... mon der menes 3 uger over tid, så hun reelt er 7 ugers tid henne?

    ellers må TS have en meget kort cyclus. Normalt er man jo gerne 4 uger henne når mens udebliver, og en test taget inden er jo normalt negativ...


  • Anne R
    Anne R Tilmeldt:
    feb 2012

    Følger: 1 Emner: 1 Svar: 12
    #40   20. feb 2012 Intet var planlagt vil jeg lige understrege. Jeg sprang min mens over og tog en test og var så til læge og få det bekræftet... Men er jo ikk blevet tjekket eller noget, så ingen kan jo præcis sige hvor lamgt henne jeg er...

    Hvorfor ha noget planlagt for så at få en abort? Den vil jeg godt nok ikke ha på mig den der...


  • Anne R
    Anne R Tilmeldt:
    feb 2012

    Følger: 1 Emner: 1 Svar: 12
    #41   20. feb 2012 Jeg ved ikk hvordan lægens 3 uger ca skal forstås. Jeg har ikk været gravid før. Så aner intet om det. Siger bare hva jeg får fortalt.

  • #42   20. feb 2012 Der er kun én der skal beslutte en abort efter min mening og det er kvinden, det er hende der bære på barnet og hendes krop det handler om. Når du har det sådan som du har det med at du gerne vil beholde barnet og du ser det som et drab at få det fjernet, så tror jeg ikke at du vil kunne tilgive dig selv hvis du 'dræber' det.. Det er dit barn, dit lille vidunder og mirakel.. Du har en fantastisk familie der siger de vil støtte dig, så selfølgelig kan du klare det...
    Hvis din fyr som sikkert er en rar fyr ikke er klar så bliver han det..
    Og hvis ikke man kan tage åbent hjertet imod et mirakel så burde man ikke gå iseng med en uden 1000% sikker beskyttelse..
    Det var bare min mening.. Håber du træffer den rig tige beslutning..


  • #43   20. feb 2012 Jeg syntes faktisk det er lidt farligt at man herinde sidder og siger til vildt fremmede mennesker at de sagtens kan klare det. Det er faktisk ikke alle der bare kan klare at have børn, heller ikke selvom der er et super godt netværk.
    Dette er ikke møntet på dig ts, men i mine lyder det som om at alle siger at man bare skal tage chancen for det er en selvfølge at man kan klare sit barn!!


  • #45   20. feb 2012 Kun dig der ved det. OG jeg håber i kan blive enige om hvad der skal gøres i hvert fald. Der findes intet belejligt tidspunkt for at få bebs. smiley

  • #46   20. feb 2012 Der er ikke nogen herinde der kan fortælle dig hvad du skal gøre, og hvad der er rigtigt - for det er helt op til jer, og hvad i føler er mest rigtigt!

    Jeg blev også gravid (ikke planlagt og på p-piller) efter jeg havde været sammen med min kæreste i 2 måneder. Jeg er 21 år gammel og han er lige blevet 23 år.
    Jeg vidste ret hurtigt at jeg gerne ville beholde det - men synes også det er vigtigt at have faren med ind over.
    Personligt ville jeg aldrig sætte et barn i verden, som faren ikke ønskede.

    Som du selv skriver, så går ens liv altså ikke i stå fordi man får et barn. Din kæreste kan stadig tage en bytur med gutterne en gang i mellem, og gøre sin uddannelse færdig. Det er vigtigt man stadig gir plads til at have et liv udenfor familielivet, ellers blir det sku' for meget med børn og bleer det hele. smiley

    Husk, at det er helt op til jer hvad der er rigtigt. Der var mange der prøvede på at fortælle os hvad vi skulle gøre, men det er der ikke andre end en selv og kæresten der kan tage stilling til.
    Håber i træffer den bedste beslutning for jer, og jeg ønsker dig held og lykke med hvad i nu vælger smiley


  • #47   20. feb 2012 Nej ens liv går bestemt ikke i stå, men det er en MEGET stor omvæltning, som jeg ikke helt tror man begriber før man står med guldklumpen i armene og årene efter:o))

  • #49   20. feb 2012 Jeg ville bestemt ikke bytte det væk for noget i hele verden, men jo jeg syntes det er hård og ville nødig stå selv med det:o))

  • #50   20. feb 2012 Tja. Jeg stod lidt i samme situation og jeg valgte barnet, havde dog været sammen med kæresten i 3 år, jeg var bare kun 18.

    Jeg elsker min datter højere end alt andet, men det fornuftigste ville hel klart være at ha ventet. Det ville jeg ha gjort hvis jeg vidste hvordan hele blev.

    Ikke pga det er hårdt, for der er langt flere gode ting end dårligt.
    (Skal selvfølgelig ikke ku sige det ikke er hårdt at være enlig da jeg stadig er sammen med hendes far.)

    Men fordi jeg nu ikke har en uddannelse, jeg havde ikke fast arbejde og kæmpede længe for at få det. Og ha haft bedre styr på en opsparing til boligkøb..
    Det hele havde været så meget nemmere nu hvis jeg havde haft styr på det før jeg fik barn.. Der er måske mange der er ueinge.. Men jeg synes det er en rigtig god ide at ha styr på uddannelse arbejde økonomi og bolig før man bringer børn til verden.


  • #51   21. feb 2012 SÅ hårdt er det ikke at blive forældre. Og man får jo al glæden og lykken med, og det vidunderlige nye liv..

    hvorimod jeg tror det er ret hårdt at få en abort, og der følger ikke en masse lyksaligheder med, for "hårdheden".


  • #52   21. feb 2012 Groft sagt: Hellere at det er en fejl at få en abort end det er at få et barn der er en fejl

  • #53   21. feb 2012 Charlotte,
    hvor mange kender du, som har fortrudt at de har fået et barn?
    Jeg kender ingen.

    Hvor mange kender du, som har fortrudt at de har fået en abort?


  • #54   21. feb 2012 Det kan godt være at moderen ikke har fortrudt barnet, men det ændre ikke på at det ville være bedre hvis det aldrig var kommet til verden, med det liv det lever. Og dem ser jeg dagligt som rådgiver

  • #55   21. feb 2012 Charlotte,
    spørgsmålet er så om den type kvinder er i stand til at gennemtænke situationen, og stille fordelene og ulemperne op?


  • #56   21. feb 2012 Kender heller ikke nogen der har fortrudt de har valgt at få barnet... men kender nogen der ikke har haft "styr nok på deres liv" da de tog valget, og det har sat sine tydelige spor hos barnet...
    Nogle spor som vil forfølge barnet psykisk resten af livet. Børn med seperationsangst fordi faderen ikke har villet have barnet og har vendt mor og barn ryggen. Børn hvor moderens overskud ikke har været stort nok fordi hun har haft rigeligt andet at slås med ved siden af, at barnet ikke har fået hvad han/hun har haft behov for, og derfor er endt som det man kalder "utilpassede unge", med masser af signaler herpå allerede i 5 / 6 / 7 års alderen.

    Der er så ufattelig mange eksempler på hvor en abort havde været et langt mere ansvarligt valg... måske ikke overfor os selv og vores egoisme i "jeg vil have et barn" eller "det er min krop der skal det igennem". Men OVERFOR BARNET er det mest rigtige valg.

    Og det drejer sig vel heller ikke kun om at lige at kunne klare det... det handler vel om at give barnet den bedste start på livet, i gode og trykke rammer med overskud til barnet...


  • #57   21. feb 2012 Kettner,
    men spørgsmål er så, hvorvidt disse mødre, som slet ikke evner at være mor, har tænkt det igennem?
    Om de har siddet og vurderet de negative og positive sider, samt hvad de har at tilbyde, og hvilke konsekvenser det har, at få et barn?



  • #58   21. feb 2012 ACS... de fleste af dem har "desværre" tænkt over tingene, men måske på den forkerte måde. Lidt ligesom jeg føler tråden her til tider gør. Nemlig kører mere i de egoistiske tanker, hvor det med at leve med at have fået en abort vægtes højere end hvad man rent faktisk har af base og tilbyde barnet.

    Og de situatiner hvor barnet føler sig svigtet af faderen har forladt dem, og de bærer "traumer" af det resten af livet. Der har barnets ankonst tit været baseret på "jeg kan godt klare det alene" eller "han skal ikke bestemme om vi skal have barnet". I de fleste tilfælde har faderen ikke været interesseret i barnet, men dog alligevel prøvet at deltage, hvor "interessen" langsomt er dalet og til sidst ikke har kommet og haft samvær med sit barn, som ikke har kunnet forstå hvorfor far "ikke kan lide mig mere" eller "hvad har jeg gjort galt siden far ikke kommer".

    I situationer hvor overskudet ikke har været der, det er bl.a. hos dem hvor deres hverdag inden graviditeten har ligget langt væk fra tidligt op / tidligt i seng, at have et ansvar 24/7, været vandt til at kunne køre til venner / veninder når man havde lyst, gå meget i byen. For nogen af dem er det kommet som en chok hvor meget bånd sådan et barn ligger om benene på dem. De fleste har det ingen betydning for, de omlægger deres liv uden nogen problemer, men nogen får virkelig en chok over det. De tror de har tænkt det igennem, og folk har sagt at "alle kan klare at have et barn", og får det til at lyde så nemt - hvilket det også er for flertallet - men ikke alle.

    Andre har bare ikke det overskud der har skullet til. Det kan være fordi faderen har vendt det hele ryggen under graviditeten og sagt han ikek vil være med. Det kan være folk der har en usammenhængende hverdag inden de blev gravide, hvor igen opbakningen fra omverdenen har været der og været med til at påvirke deres valg i at beholde barnet. Men de faktorer der har været omkring den pågældende person inden / undervejs, de har påvirket personen så meget psykisk, at personen ikke har overskuddet til at tage sig ordentligt af barnet.


    Der er selvfølgelig også dem der er skide lige glade, der siger "hov jeg er blevet gravid, jamen så får jeg da bare et barn" og som intet har tænkt igennem, og hvor det går grueligt galt... men de var ikke de situationer jeg havde i tankerne med mit indlæg smiley


  • #59   21. feb 2012 Jeg kender ikke TS, og ved ikke hvordan hendes liv ser ud i hverdagen. Jeg kan ikek sige hvor vidt hun vil kunne klare det eller ej, om det vil være nemt eller hårdt for hende at blive mor, og om det af faderen allerede nu siger han helst ikke vil have et barn, om det vil give barnet nogen traumaer længere frem i livet.

    Derfor prøver jeg at skrive så generalt som muligt, da jeg ikke vil råde hende til hvad lige netop hun skal gøre - men prøver i stedet at ligge mine tanker, meninger og viden på bordet, så hun kan tage det med i sine overvejelser.


  • #61   21. feb 2012 Helt enig Pernille. Det er heldigvis ikke alle der bliver mærket af at være blive forladt smiley

    Syntes bare mange herinde får det til at lyde så nemt og problemfrit, så ville derfor gerne fortælle lidt om de koncekvenser ens valg KAN få for barnet. Da jeg mener det også er en vigtig faktor at tage med i sine overvejelser.


  • #62   21. feb 2012 Meget meget enig med Kettner og Camilla.

  • #64   21. feb 2012 Camilla,
    det handler ikke om ikke at turde. Men nej, jeg tvivler ikke på at jeg er en god mor. Det ved jeg at jeg er smiley

    Jeg har fået en kæmpe portion selvsikkerhed, ved at blive mor smiley


  • #65   21. feb 2012 Undre mig at du skriver længere oppe at du ikk har været på p-pilleri mange år og længere nede skriver du at du har sprunget din mens over???

  • Anne R
    Anne R Tilmeldt:
    feb 2012

    Følger: 1 Emner: 1 Svar: 12
    #66   21. feb 2012 tak for alle de forskellige synspunkter på det hele. Har virkelig sat tankerne i gang hos både min kæreste og jeg. Han har været inde på nettet og læse lidt i går og nu vil han heller ikk jeg får en abort. Så vi står begge forvirret midt i det hele. Men vi skal til lægen i dag kl 15 og finde ud af hva der skal ske. Skal nok skrive hvad vores beslutning bliver.

    Martine - Ja jeg har sprunget min mens over ? Man får jo sin mens på et tidspunkt om man er på ppiller eller ej ? Ellers forstår jeg ikke helt hva du mener?


  • #67   21. feb 2012 Ja men det lød bare som om at du selv havde valgt og springe den over.. det var det jeg ikk forstod..

  • #68   21. feb 2012 Camilla - Jeg er nu også ret sikker på at største delen af alle der bliver forældre, mærker en vis form for usikkerhed og tvivl omkring det der sket. Jeg gjorde hvertfald også, og er heller ikke bange for at snakke om det.

  • #70   21. feb 2012 Jeg er sgu enig med Tania langt hen af vejen.

    At være mor er som udgangspunkt noget ret instinktivt noget, som vi er født til at blive. Det er et urgammelt biologisk kald, og en nødvendighed for vores arts overlevelse. Menneskeunger klager sig ikke, uden en 100% engageret mor.

    Og for langt langt de fleste kvinder, går det alt sammen, det der med at få børn.
    TS virker ikke totalt åndssvag, derfor tror jeg sagtens hun kan.


  • #71   21. feb 2012 Og nej, det er ikke kun rosenrødt, især ikke hvis hun ender med at være alene, for det er HAMRENDE svært at skulle DELE sit barn. Det er naturstridigt, og river ens hjerte itu.



  • #73   21. feb 2012 Camilla - Nej du er bestemt ikke unormal.. smiley

  • #74   22. feb 2012 Linda,
    jeg synes det er helt åndssvagt svært, og bare tanken om det, får mit hjerte til at gøre ondt.


  • #75   22. feb 2012 Linda,
    jeg ser det da heller ikke som noget andet end positivt, men det ændrer ikke på at jeg overhovedet ikke har den tillid til hans far.
    Jeg ved godt at han elsker sin søn, men han er hverken i stand til at prioritere på en måde som JEG synes er ordentlig, ej heller kan han helt sætte sig ind i barnets behov, eller læse ham særlig godt.

    Og så sidder jeg som mor og føler at kun jeg kan gøre det rigtigt, og jeg får et kæmpe hul i hjertet ved adskillelse.

    Det var en ting jeg ikke havde tænkt over, da vi fik barn - at jeg måske skulle dele ham.


  • #76   22. feb 2012 Linda,
    jo selvfølgelig vidste jeg det. Derfor ville jeg heller aldrig have planlagt at få et barn med ham.
    Og derfor passede det mig også fint, at han ikke ønskede at deltage.


  • #77   1. jul 2012 Hej ved godt det er lang tid siden, men blev lidt spændt på hvad I besluttede jer for? smiley

Kommentér på:
Beholde barnet, eller ej? :/

Annonce