fødselsberetning-MEGET lang! {{forumTopicSubject}}

Min fødselsberetning,beklager den blev så lang:

Kl. 4 lørdag morgen ( d. 05.09.09 ) gik mit vand. Det væltede ud af mig i et kæmpe plask. Jeg ringede til hospitalet og de sagde til mig, at jeg skulle komme ind til tjek kl. 09. Det gjorde jeg så. Der undersøgte de mig og sagde at de stadig ku mærke fosterhinden og at det umiddelbart ikke virkede som om, at vandet var gået. Jeg forklarede dem, at det var gået og at jeg ikke var det mindste i tvivl. De sagde at jeg skulle tage et bind på og komme tilbage om eftermiddagen. Det gjorde jeg så. Jeg gik hjem i et ret skidt humør, fordi jeg havde følelsen af, at de ikke troede på mig. Jeg gik direkte hjem om sov og vågnede hen ad eftermiddagen og der var mit bind så sjask vådt.
Jeg vendte atter engang snuden mod hospitalet. Her havde de heldigvis haft vagtskifte og den nye sygeplejerske som tilså mig, var ikke et sekund i tvivl om, at mit vand var gået. Jeg havde så bar ikke åbnet mig og mine veer var heller ikke indtruffet. Jeg fik lagt en stikpille, som skulle sætte gang i veerne, således at jeg automatisk åbnede mig og igen blev jeg sendt hjem. I løbet af aftenen og natten blev mine veer kraftigere og kraftigere. Da der var 5 minutter mellem veerne og de varede 1 til 2 minutter drog vi igen mod hospitalet.
Ret chokeret blev vi, da vi fandt ud af at jeg stadig ikke havde åbnet mig mere end sølle 1 centimeter. Jeg begyndte at få det rigtig skidt og havde ekstremt mange smerter. Jeg kunne absolut hverken gå, stå eller sidde. Jeg kunne kun ligge i fosterstilling og jeg var kun halvt ved bevidsthed. Lægerne sendte mine pårørende hjem, med den besked at jeg skulle have noget hvile og at de sku komme tilbage igen om en 4-5 timer. Så gav de mig et eneværelse, hvor jeg lå de næste 4 timer halvt bevidstløs og med de mest sindsyge smerter.
Efter 4 timer kom en ny læge og tilså mig og han opdagede at jeg havde næsten 40 i feber, selvom jeg stadig ikke havde åbnet mig, mente han at jeg skulle på en fødestue med det samme. Eftersom jeg stort set ikke var til stede mentalt, måtte lægen selv ringe til mine pårørende og forklare dem situationen. De kom så hurtigt de kunne og jeg blev kørt på fødestuen, hvor der blev lagt et ve drop og jeg fik et lavement. Jeg havde stadig ikke åbnet mig mere end en cm. Jordemoderen besluttede efter nogen timer, at jeg skulle have en epidiuralblokade. Normalvis giver de dem aldrig så tidligt i forløbet, men jordemoderen mente at de smerter jeg havde, virkede mere overdrevet end normalt. Så inde for kort tid kom der en læge og tilså mig og en narkoselæge og lagde blokaden.
Da blokaden begyndte at virke, kom jeg til mig selv igen. Det var SÅ fantastisk. Jordemoderen mærkede på mig og jeg havde stadig ikke åbnet mig. Til gengæld mærkede hun at fosterhinden ikke var sprunget helt. Hun prikkede derfor hul på vandet og opdagede der, at baby nok havde ligget for det oprindelige hul. Dvs. at selvom de ikke havde troede på, at min vand var gået lørdag morgen kl. 4, så var det nok gået der alligevel. Så nu fik jordemoderen travlt, for det betød jo at baby havde ligget inde i maven i over 24 timer efter vandet var gået. Udover det opdagede jordemoderen at fostervandet var grønt og babyens hjertelyd begyndte at dykke. Herfra gik det stærkt, div. Læger og mere erfarne jordemodere blev tilkaldt og inden længe blev det besluttet, at jeg skulle have foretaget akut kejsersnit. I hu og hast blev jeg klargjort og kørt på operationsstue. Her vrimlede det med kittelklædte mennesker og tingene gik rigtig stærkt. Min datter kom til verden, men hun var ikke meget for at trække vejret så børnelægerne overtog hende og efter de havde fået liv i hende blev hun kørt direkte på børneafdelingen.
Jeg fik forklaret at jeg havde en alvorlig infektion i livmoderen og der var derfor jeg havde den høje feber, derfor jeg ikke åbnede mig og derfor mine smerter havde været så kraftige, at jeg stort set næsten var besvimet. Jeg røg på opvågningen og måtte vente hele 3 timer på at se min datter.
De efterfølgende dage blev min datter tjekket to gange dagligt for infektionen, som for spædbørn kan være livstruende! Hun er heldigvis sluppet og har det super. Hun er nu 14 dage gammel. 43 timer fra vandet gik, til min smukke datter kom til verden.