vores egen historie {{forumTopicSubject}}

for lidt over 1,år siden valgte jeg at ville skilles ( vores ægteskab havde været dødt i et par år og vi levede sammen uden følelser) med min ex-mand har jeg 2 børn sammen, 1 på 7 år og en på 5... da jeg fortalte at jeg ville skilles pga vi ikke kunne sammen mere og fordi jeg var begyndt at føle noget for en anden, der valgte han simpelthen at smide mig ud af huset. jeg blev smidt ud og fik kun lige lov til at pakke en taske på 5 sek. vores piger de græd og græd og jeg stortudede også... han tog bilen og kørte væk med vores børn og der stod jeg ( palle alene i verden) jeg ringede efter en som hentede mig og så var det igang med amtet osv.

vi kom i amtet både for at blive skilt og forældremyndigheden.... skal siges han nægter mig alt kontakt så havde ikke set dem et par uger da vi mødtes i amtet. vi skulle så finde ud af forældremyndigheden og alt der nu skal klares MEN MEN MEN han flyttede med pigerne til sydjylland ( vi boede i kalundborg på det tidspunkt) jeg fik ikke lov til at sige farvel el noget og det var en veninde der fortalte mig han var flyttet...

Forfra med statsamtet og det var en kamp.... han nægetde alt og fandt på den ene efter den anden historie om mig og jeg var ikke egnet som mor osv.. efter 6 mdr i statsamtet uden noget effekt fik jeg brev fra en ret at han ville ha den fulde forældremyndighed. Jeg fik fat i en advokat og forklarede hvordan det hel hang sammen og hvad skulle jeg gøre .... dagen kom hvor vi skulle i retten og vi kørte til sydjylland for at være der ( på det tidspunkt er jeg gravid med min nye kærestes barn) fik hilst på dommeren og jeg havde gode håb og følte at jeg kunne vinde den sag

MEN sådan gik det ikke.... min exmand startede med at fortælle om dit og dat og hvor slem jeg nu var og alt det fis,,, hans kommentar var da der blevet spurgt at hvis jeg nu var så slem hvorfor fik han så børn med mig ...hans var lød: jeg er et godt menneske...
så var det min tur til at svare og fortælle og jeg lagde meget vægt p mine piger og ikke svine min exmand til , fortalte om amtet og at min ex ikke samarbejde på nogle som helst tidspunkter .... vi forlangte så børnesagkyndig til pigerne ( statsamtet ville ikke) men dommeren nægtede det, han mente ikke det var nødvendig og lige meget hvad vi sagde så fejede han det væk... samtidig fik jeg smidt i hovedet at han kunne ikke se hvorfor jeg ville ha mine børn når jeg nu var gravid med min kæreste.... slaaaam og jeg fik tårer i øjene og følte mig ligesom dem man ser i amerikansk serie... det endte med at min ex fik en peptalk om samarbejde og vi har stadig fælles forældremyndighed, resten skulle forfra i amtet 1 gang til....der er stadig ikke samarbejde og jeg har ikke set el hørt fra mine piger siden.... gud jeg svaner dem hver eneste dag og græder stdig over savnet.... men jeg har ikke opgivet kampen.

puha det var lidt fra mig