En lang kamp, som endelig er lykkes. {{forumTopicSubject}}
Jeg fandt i 2008 sammen med min dejlige mand. Han har en søn fra et tidligere forhold. Sønnen er idag 11 år.
Min mand og hans x var gået fra hinanden ca. et år før jeg mødte ham, og allerede der var kampen om sønnen startet. Hun havde fået den fulde forældremyndighed på falske udsagn, hendes forældre havde skrevet grimme breve til amtet om min mand, og der var i det hele taget en meget grim tone. Min mand tog toget hver anden fredag hele vejen til Slagelse fra nordjylland for at hente sønnen og tog toget igen om søndagen over og afleverede ham. Hun betalte intet til billetterne og nægtede at sætte ham på børnetoget, selvom det var aftalen i amtet.
Jeg kommer så ind i billedet og efter godt 4 måneder, siger jeg til ham at han må tage i amtet igen og søge om fælles forældre myndighed og at sønnen får bopæl hos os, da det er hans ønske. De kommer i amtet. Hun nægter at samarbejde og vil fortsat have den fuldeforældremyndighed. Sagen ender endnu engang i retten og vi får fælles forældremyndighed, men at han stadig skal have bopæl hos hende, grundende han ikke skal væk fra hans faste omgivelser.
Samarbejder eksistere stadig ikke. Vi kører det endnu en gang i amtet, for at få hende til at betale halvdelen af turen, eller at hun skal sætte ham på børnetoget. Det lykkes os at hun skulle betale den ene rejse og at han skal med børnetoget..
Sidste år i april kommer min bonus søn igen på weekend. Han fortæller at mor altid er sur, har smidt ham ud, fordi han tabte en ostehøvl i vasken osv osv.. Han er ALTID ked af det når vi skal kører ham til børnetoget når han skal hjem efter endt weekend.
Da vi har afleveret min bonus søn på toget siger jeg til min mand, vi er simpelthen nød til at kører sagen i amtet endnu engang. Dette orker min mand simpelthen ikke. Selvfølgelig vil han gøre alt for hans søn, men han orker ikke den kamp med hende igen. Dagen efter i mens min mand er på arbejde skriver jeg et brev til amtet med ALT, jeg viser min mand det da han kommer hjem. Han siger godt så gør vi det. Han ringer til amtet dagen efter, de opfordre ham til at kontakte x kæresten i en mail, fortælle hende at sønnen ønsker at flytte op til os, og om hun er med på det så vi er fri for at tage i amtet endnu engang. Selvfølgelig var hun ikke det. Og det kan vi fulgt ud forstå. Hvem giver frivilligt slip på sit barn?
Men med det samme vi har fået mailen fra hende om hun ikke ønsker at samarbejde og at han skal blive boende hos hende sender vi brevet til amtet om bopælsændring. Dette er i starten af maj. Allerede 2 uger efter kommer der brev fra amtet at vi kan få en samtale i starten af juni. De kommer så i amtet, hun nægter stadig at samarbejde og de får tilbudt at deres søn bliver hørt. Det bliver han så en måned senere og sørme om vi ikke fik ret, han ville her op, hun ville så have ham hørt 5 måneder efter, da hun mente det kun var forbi det var spændende for ham. Han blev igen hørt for en måned siden og sagen er nu afsluttet. Han bliver boende her
Undskyld det blev så langt. Men det jeg egentlig vil med dette, er at man skal aldrig give op. Alt kan lykkes!
jul 2008
Følger: 41 Følgere: 40 Babyer: 1 Emner: 47 Svar: 1.011
vil tillade mig at lade min mand læse det , det er lige det han har brug for at se ... at det virkelig kan lade sig gøre !
smadder godt gået ... dejligt i aldrig gav op
dec 2010
Følger: 4 Følgere: 3 Emner: 80 Svar: 273
Jeg ville helt klart kontakte amtet hvis jeg var jer, bede om konflikmægling, og hjælper dette ikke skal i bede pigen blive hørt!
Held og lykke. Det er en lang og sej kamp, men giv ikke op!
En lang kamp, som endelig er lykkes.
Du skal være medlem af gruppen for at kunne kommentere.
Gå til gruppens forside