Svær tid {{forumTopicSubject}}

Alle der har prøvet det ved hvor svært det er bagefter, en abort, uanset om man har valdt det selv eller "mistet" det. Jeg selv har en søn fra 2004 og blev gravid igen i jan 2008 var så glad nu skulle det ske, også ca 14 dage efter jeg fandt ud af det aboterede jeg. Da jeg fik beskeden af lægen var alt fjærnt og mørkt og ja ligegyldigt faktisk. Men så så jeg min søn da jeg kom ud af lægeværelset også sage jeg til mig selv at jeg motte ligge det bag os for han skyld. Han skulle ikke se sin mor ligge under dynen og græde og ikke kunne tage sig af ham på grund af sog. Så jeg gik smilende og havde det fint alt var fint, selv nå jeg blev spurt smilte jeg bare og sage, jeg har det fint er bare lidt træt. Men inden i tænkte jeg på at græde og have den tilbage. Min mand må ikke tale om det mere ingen skal tale om det mere mens jeg er der, vil ikke høre om det. Og stadig køre de der spørgsmål oppe i hovedet på mig, som fx hvordan kan man sige det på en måde man kan holde det ud? Jeg mener jeg kan ikke sige jeg tabte det for det var ikke noget jeg havde i hænderne og ups tabte det, eller aboteret lyder så blodigt og farligt. og miste det kan man helder ikke sige man har, for det er ikke lagt væk og ikke kunne finde den igen eller sådan noget. Ved ikke pt hvad jeg mere har at sige om det da jeg føler jeg mistede mit ordforråd den dag også.