Snøft.. {{forumTopicSubject}}

Så lige indlægget om faderskabstest, og ville være behjælpelig med erfaringer fra mit eget liv.. Det resulterede i at jeg begyndte at tude og er blevet totalt ked af det... Her kommer historien: (Som jeg har fået den af min mor)

Mine forældre havde planlagt mig, og min mor blev gravid i '86.. Da min mor er 4mdr henne i graviditeten finder min far en anden som han mener er kvinden i hans liv.. Det er oss fair nok, men da jeg så bliver født i '87, vil han ikke kendes ved mig og det ender i en retsag.. Hvor han selvfølgelig taber, for han er jo klart min far.. Der går så en del år hvor min mor ikke hører noget som helst fra min far (hun har fuld forældremyndighed).. Da jeg så er 4år ringer han og vil snakke med mig.. På dette tidspunkt har min mor fundet en sød fyr som hun har været sammen med et par år, og et eller andet sted ser jeg ham som min far selvom jeg ved han ikke er det.. Min biologiske far får så pænt afvide, at det kan han ikke komme til, da jeg har brug for stabilitet i mit liv og alligevel ikke ville kunne forstå hvad der sker..

Det er her omkring jeg selv begynder at kunne huske historien..

Der går nu 8 år hvor jeg selvfølgelig har været nysgerrig omkring min far, men accepteret min stedfar som ny far (har dog først givet ham titlen efter jeg flyttede hjemmefra)... Da jeg er 12år gammel beslutter jeg mig for at nu er jeg klar til at lære ham at kende, og skriver et fødselsdagskort til ham.. Han svarer og jeg er lykkelig.. De første ca 4år er jeg på ferie hos dem mindst en gang om året og min far ringer til mig og jeg til ham.. Jeg er glad ved hans kone (som var hende han forlod min mor for) og jeg skriver også breve med hende.. Da jeg bliver 16-17 år er det ikke så spændende at være hos min far mere, så der ser vi ikke hinanden så meget.. Jeg fylder så 18år (og han var ikke med til min fødselsdag.. Har han aldrig været, får dog altid en gave..) og jeg flytter hjemmefra.. Her begynder kontakten at skrænte og han ringer for det meste kun på min fødselsdag ellers er det altid mig der ringer til ham.. De sidste 3år har jeg så kun set ham ca 2 gange om året og nok osgå kun snakket med ham 2 gange om året, for det er altid mig der skal ringe... Sidst jeg snakkede med ham var til min fødselsdag i starten af april... Er ret skuffet, for troede han ville gøre noget ved kontakten nu jeg er blevet gravid.. Han virkede så glad.. Men nej.. Jeg blir stadig glemt... Snøft..

Ville bare lige ud med min historie, for det hjælper mig.. Håber i kan forstå min bitterhed og at det ikke blev for langt...