En mening med livet? ifølge mig. {{forumTopicSubject}}

Jeg vil gerne dele mine tanker med jer.

Jeg føler mig heldig.

Og jeg har hverken vundet i lotto, fået et arbejde, vundet en rejse eller noget andet.

Jeg kigger tilbage og tænker "jeg ER heldig" - jeg har været heldig med mit liv.
Jeg har været heldig at vokse op i en almindelig familie. Selvfølgelig ikke uden mén. Men det kunne ha været værre.
Da jeg blev syg, tænkte jeg ikke på at jeg faktisk kiggede døden direkte i øjnene. Jeg vidste ikke hvad kræft var, jeg vidste ikke man kunne dø af det. Men det gik langsomt op for mig, da jeg så dem jeg var indlagt med døde efterhånden som jeg blev rask. Det var barskt. Man var jo selv glad for og gennemgå denne ting og se at det gik den rigtige vej. Men på den anden side følte man også med de familier som havde mistet deres søn eller datter. Og man synes ikke lige man kunne gå hen og sige "jeg er rask" til dem. For anden gang i mit liv var jeg heldig. Jeg mærkede kræften på mig - og jeg skulle ikke være rask uden "mén" - derfor, for at sørge for jeg fik det bedst muligt, amputerede lægerne mit ben. UNDER knæet. For tredje gang var jeg heldig. De havde ikke taget mit knæ. Dvs det gav mig større mulighed for at gå bedre.

Desværre troede jeg mit held var ude - himlen havde fået endnu en stjerne. Min far. Hvor jeg savner ham.
Men hvis han ikke var død, så boede vi stadig i københavn og jeg var nok aldrig blevet så glad for livet som jeg er nu. Jeg takker ikke for at min far er død - men det kan være der var en mening.
En mening med livet. Jeg savner ham så ufattelig meget. Og jeg ville ønske min søn kunne opleve ham. Men jeg må tro på at han er stolt af mig.
Og tro at han er et sted henne uden smerter og uden problemer med sin ryg og hvor han kan lave det han bedste kan lide - at lave mad, ordne have og hygge blandt andre.

Vi flyttede til Vejle. Og jeg tog på efterskole. To ting der gør at jeg endnu engang føler mig heldig. En ny by, et nyt fantastisk sted og en skole hvor jeg udviklede mig.
Hvor er jeg heldig at kunne opleve det. Jeg var ikke total ellevild for skolen. Men den havde nogle ting som gjorde at jeg udviklede mig.

Jeg følte mig endnu mere heldig da jeg mødte en pige. En pige som fik mig til at lukke øjnene op og se hvor fedt livet egentlig er.
"livet er ikke en selvfølge - livet er en gave".
Hold da kæft hvor elskede jeg bare hendes meninger og holdninger til alting. Kanon sej pige og ønskede tit jeg var som hende.
Desværre fik hun tilbagefald - hun måtte kæmpe endnu en kamp mod kræften. mod døden.
Jeg fik et godt minde med hende, vi tog ned på en markedsplads og shoppede, men inden nåede jeg at spørge hende direkte "hvordan er det at vide man skal dø" - det var netop hende der havde lært mig at man ikke skulle være bange for at spørge.
Hun svarede "det hjælper ikke noget at sætte sig ned i et hjørne og græde - man må ud og nyde livet så længe det er der, og jeg nyder at være sammen med dig lige nu". De ting hun kom med, de ting hun gjorde. Hvis jeg kunne så skulle hun have haft en medalje for at være så fantastisk sej.
Jeg er ikke sej - det var hun!
Hun lærte mig så meget, på så kort tid, jeg følte mig som et nyt menneske hver gang vi havde været sammen.
Jeg følte mig så ufattelig heldig at have mødt hende. WOW!
Men himlen fik endnu en stjerne. Hun tabte til kræften trods hendes kamp. Jeg følte mig endnu engang forladt. Følte jeg var nøgen uden hendes livsmod og kraft til at leve.
Men jeg måtte leve videre.

Livet er ikke nemt. og ikke når det kommer til arbejdsmarkedet. Jeg ved jeg kan arbejde. Og jeg fik bevist andre og mig selv at bare man er kreativ mht at arbejde så går det hele.

Jeg vidste det med det samme. Ingen tvivl der. Jeg MÅTTE have ham. Og det var gengældt. Jeg føler mig heldig. At have en person som ham i mit liv. Han hjalp mig så meget når jeg havde nedture på. hans positive indstilling smittede af på mig. Og jeg følte jeg lukkede ham helt ind i mit usikre og skrøbelige hjerte.
Det var ham som gjorde jeg fik lyst til at finde mig en uddannelse. Og det var ham der gjorde jeg gennemførte det. Desværre fik jeg ingen læreplads. Så jeg startede forfra på forløbet igen. Men jeg havde humørsvingninger, følte ikke jeg passede ind i klassen, havde sygedage osv. Jeg forstod det ikke. Var mit held opbrugt?

Kun én uge efter min 20 års fødselsdag stod jeg med en positiv test i hånden. På DET tidspunkt følte jeg mig virkelig uheldig. Ikke nu! Ikke nu hvor jeg endelig havde fundet mig en uddannelse som jeg var glad for - trods mit humør. Lægen bekræftede det og sygehuset bekræftede at jeg var i 22. uge.
Men som jeg havde lært mig selv - vend det negative til det positive og det gjorde jeg. Jeg valgte at skrive nogle ting ned som var positive - selvom det er urealistisk så slappede jeg af og forberedte mig. Og havde ikke klaret det uden ham. Jeg gav ham endda et valg - men han stod ved min side og sagde "tror du selv på jeg vil lægge al ansvaret over på dig når jeg også var skyldig?".
Mine mirakler. Jeg kunne ikke finde nogen bedre far. Jeg kan ikke finde noget bedre sted at være end hos ham.
Jeg føler mig heldig.

Måske er der virkelig en mening med livet. Jeg er et fremtidsbevis for andre at sel en person med et smadret sind, smadret æggestok og smadret ben - kan jeg leve et normalt liv.

Jeg ER heldig.