Hvad fanden skal jeg snart gøre? :( {{forumTopicSubject}}

(Skal lige advarer om, at det her bliver langt!)
Jeg startede dagen ud med at min dreng vågnede imorges som han plejer, og jeg tager altid tøj på og går ind og skifter ham og varmer hans flaske, men jeg når ikke engang at rejse mig fra sengen og han begynder at græde. Jeg skynder mig så, men når ikke engang ind i stuen og så SKRIGER og jeg mener virkelig SKRIGER drengen som aldrig før. Jeg bliver så forstrækket og ked at det at jeg skynder mig at sætte mig med ham og prøver at trøster ham, men hans skrig bliver bare værre og værre. Til sidst får jeg det så forfærdelig dårligt at jeg tætter mig til at græde, med et barn i mine arme. Jeg går fuldstændig i panik, han vil hverken spise, have sutten eller trøstes. Så det ender med jeg går i endnu mere panik og må ligge ham ind i vuggen igen og ringe efter min kæreste og skrige han bare skal komme hjem med det samme, fordi jeg er fuldstændig slået ud. Jeg blev så bange for ham(selvom det nok lyder underligt) så jeg slet ikke kunne holde ham mere. Jeg følte det som om jeg fik en kniv i hjertet. Jeg føler mig uhyrligt meget som en dårlig forældre. Det er så slemt, at vi måtte ringe til min kærestes forældre for at spørge om de gad passe ham. Men nej, hans far synes det var mere vigtigt at komme på fisketur, og hans mor sov(hun har nattearbejde) så jeg må IGEN tilkalde mine forældre, der bor 80 km. fra os af.
Det er ikke første gang jeg har siddet mig til at græde fordi han ikke kunne trøstes, men jeg har aldrig givet sådan op. Jeg var fuldstændig hjælpeløs, og har en kæmpe klump i maven. Jeg tror at jeg har for meget om ørene lige pt. Både fordi min kærestes forældre ikke viser interesse for vores dreng, som de gør med hans søsters børn. Og de bor 200 meter fra os. Men ligemeget hvornår vi omgås dem, så er det kun søsterens børn vi skal hører om. De spørg aldrig om hvordan vores dreng har det. Og han er altså kun 2 måneder gammel.
Det går mig så meget på, at det er helt vildt. Jeg ved ikke hvor jeg vil hen med det her, men jeg har virkelig brug for at skrive det et sted. Jeg ved ikke hvad der sker med mig. Det er ikke første gang jeg har været nede i kulkælderen.