dum familie s: {{forumTopicSubject}}

Jar det altså lidt forvirrende og ved ikke helt hvad jeg vil med det.. Men helt ærligt aner jeg ikke hvem jeg ellers skal 'snakke' med uden det går den forkerte vej. s;

Sagen er den at jeg er jo gravid som nogle a jer ved.
og min familie (mor, mormor & bedstefar) Sikkert også resten. er ikke glade for det SLET ikke.
A flere grunde men bla. fordi farmanden ikke vil have noget med baby at gøre, og fordi jeg så har børn med to forskellige og det er de flove over. Og tja så mener de ikke jeg kan være en god mor for Nena, hvis jeg har to.

-Men jeg VED jeg kan være en god mor for dem begge.
-Jeg ser ikke mig selv som billig, det her var slet ikke planlagt og inden jeg blev gravid så de mig ikke som billig men utrolig hvad det kan gøre.
-Faren vidste udmærket godt jeg ikke var på prævention og er imod abort. og selvom jeg gentagende gange sagde nej ingen sex, endte det jo så ud i det alligevel. så han har hele tiden vidst chancen var der, og i min verden skal der to til tango !

^Det var bare lige for at forklare jer hvor alt det her så kommer fra.

Igår ringer min mor så til mig, og snakker ganske alm. i starten og jeg tænker ''endelig!!!!!'' (vi har skændes siden jeg fandt ud a det for en uge siden + en uge før da jeg troede det) Men samtalen bliver altså ikke ved med at være sød.

Min mor ender så ud med at sige en masse ting som at hun synes fandme det er forfærdeligt at jeg kan se positiv på en graviditet, og da jeg så forklarede hende jeg mente jeg havde gået og været i tvivl om min beslutning i en månede inden jeg testede positiv så jeg synes ikke der var grund til at være ked a det over et valg jeg havde truffet og selvfølgelig kom det ubelejlig men det var sådan det var og det nok skulle gå blev hun bare endnu mere sur.

Hvilket resulterede i jeg også blev gal, men på ingen måde svinde jeg hende til. jeg prøvede flere gange at stoppe samtalen for det kørte virkelig a sporet for mig. jeg har jo en uges tid mens det har stået på prøvet at være stærk for mig og Nena. og da hun så begyndte at køre på mine bedsteforældre og sagde at min bedstefar havde sagt noget i stil med ''Ja det kan godt være det er din datter, men hun skal ikke regne med hun kan komme her når hun er 3måneder henne og så det hele er rosenrødt, jeg synes hun er uansvarlig, barnlig og en virkelig dårlig mor mod Nena'' blev jeg faktisk rigtig såret.. Men det varede slet ikke særlig lang tid, for eftersom jeg ikke gav efter overfor min mor forsatte hun med at min mormor også havde sagt ''JA JEG HÅBER FANDME HUN ER UDE OG RIDE, BLIVER SMID A NED I EN PÆL OG MISTER BARNET''

Det var simpelthen bare dråben, min mormor skal ALDRIG nogensinde snakke til mig igen, min mormor har selv mistet to børn i graviditeter og så fyre hun sådan noget a. hvordan kan man hade/skamme sig over en så meget at man ønsker dem alverdens ulykke. jeg forstår det slet ikke.

Jeg brugte så idag på at tænke meget over det min mor havde sagt.. jeg føler jeg kan klare det her barn også, jeg VED jeg kan.. Men jeg var ikke sikker på om jeg var klar til at miste min familie s:

Men som jeg ser det, har jeg allerede mistet den, for der skal nogen af en undskyldning til før jeg kommer videre..
& min mor forstår slet ikke alvoren i hendes ord..
ligenu hader jeg dem mere end pesten og venter kun på det bliver mandag så jeg kan blokere deres numre !
for jeg finder mig bare ikke i mere s; Men jeg ved heller ikke om det er det rigtige at gøre eller HVAD jeg skal gøre.

Undskyld det blev lang og rodet, men har nok bare brug for at komme ud med det. den kommentar fra min mormor gjorde så ondt, at jeg tvivler på vi nogensinde bliver det samme.