Meget dårlig oplevelse i dag! LANGT {{forumTopicSubject}}

Det hele startede i oktober 2007 hvor min kæreste og jeg blev enige om at det var på tide at prøve at få børn. Nemmere sagt end gjort fandt vi ud af. Sommeren 2008 kom jeg til en gynækolog, som prøvede at stimulere mig af 2 omgange med Pergotime (hormoner). Men uden held. Jeg følte ikke at hun tog mig alvorligt, og lovede mig nærmest at jeg blev gravid hver gang jeg var ude for at blive scannet. Det gjorde ikke mine håb/forventninger mindre. Og jeg tog masser af kilo på af de forbandede hormoner. Så jeg valgte at stoppe min behandling hos hende i september måned 2008. 1 januar 2009 gik jeg i gang med et vægttab ved hjælp af Weight Watchers. I løbet af 5 måneder tabte jeg 12 kg, hvilket gjorde at jeg blev mere glad og positiv, og fik selvfølgelig en mere sund hverdag. I januar besluttede jeg mig for, at jeg ikke ville til nogen gynækolog før jeg havde tabt 10 kg. Men da jeg havde tabt 8 kg gik jeg rent udsagt ned med flaget. Jeg kunne ikke klare at se gravide kvinder eller små børn. Det hele var blevet for meget for mig, og jeg var meget langt nede. Så jeg besluttede mig for at tage til lægen og blive henvist til nærmeste sygehus, hvor de har fertilitetsklinik. Og da jeg fik en tid, havde jeg også tabt de sidste 2 kg, så jeg var nået op på et vægttab på i alt 10 kg.
Glad tog min kæreste og jeg ud på sygehuset til den første undersøgelse, og blev mødt af en meget forstående gynækolog, som nemt kunne se at jeg ikke havde det godt med vores problem. Min kæreste havde i sommeren 2008 fået tjekket sin sæd, og den var helt perfekt, så det måtte være mig den var gal med. Hos gynækologen på sygehuset blev vi enige om, at jeg skulle scannes lige op til ægløsning, så de kunne se om mine æg udviklede sig som de skulle og om det hele så fint ud. Og derefter skulle jeg henvises til en kikkertundersøgelse med noget væske, så de kunne se om der var gennemgang i mine æggeledere. Da jeg var derude den dag, havde jeg selvfølgelig min menstruation.
Gangen efter jeg kom derud, ventede jeg i 3 kvarter i venteværelset før jeg kom ind. Da jeg endelig kom ind, var det en anden gynækolog. Hun mente vi skulle prøve med nogle hormoner i min næste cyklus, så de kunne inseminere mig med min kærestes sæd. Det lød jo spændende, og endelig kom der lidt gang i sagerne og jeg følte at de virkelig ville gøre noget for mig. Men hun mente vi skulle prøve 3 forsøg med inseminering før jeg skulle have den kikkertoperation. Men jeg har hele tiden følt at der er et eller andet galt med min livmoder eller æggeledere. Ved ikke hvorfor, men det er bare en fornemmelse jeg har. Den anden gynækolog fik mig så hurtigt overtalt til at vi skulle prøve de 3 forsøg. Jeg fik nogle hormoner igen (Pergotime), som jeg skulle have fra 3. blødningsdag. Jeg tog pillerne, og det resulterede i at jeg tog 1 kg på på en uge. Ikke særlig opmuntrende. Jeg fik en tid til scanning på 12. dag i min cyklus (i starten af juni 2009). Jeg tog derud selv, og glædede mig til at se om mine æg var store. Jeg havde en stikken i venstre side, så de måtte da være lidt i gang. Men det viste sig desværre at det var en helt tredje gynækolog jeg skulle ind til! Der blev jeg noget skuffet, men synes alligevel han gjorde det godt i og med at han havde læst min journal inden jeg kom ind, og kunne forstå at jeg var nærmest desperat efter at blive gravid. Han scannede mig, og det viste sig at mine æg ikke var store nok, så jeg skulle komme igen 2 dage efter hvor jeg fik en tid. 2 dage efter kom jeg derud. Spændt på hvad de sagde, for jeg skulle insemineres om mandagen og skulle have sprøjter med hjem til lørdag, så jeg fik ægløsning mandag, som var inseminerings-dag.
Jeg ventede i venteværelset i 1 hel time og intet skete. Jeg sad og kiggede på så mange kvinder som kom ud derinde fra med billeder i hænderne af deres kommende barn. Det var meget hårdt, og jeg græd indeni. Efter at have siddet der 1 time, gik jeg hen til skranken for at høre af om de havde glemt mig. Men nej, det havde de ikke. De havde bare så travlt, så de var kommet håbløst bagud, og der var lange udsigter til at jeg kunne komme ind. Jeg blev frustreret og ked af det, da jeg ikke havde tid til at vente længere. De kunne ikke finde nogen løsning på problemet og jeg følte mig bare så meget til grin. Her havde jeg gået og fyldt mig selv med hormoner for at skulle komme derud og blive kontrolscannet så vi kunne finde en tid til inseminering først i den næste uge, men nej. Jeg følte mig så meget brændt af, så jeg begyndte at græde, da jeg var så ked af det. Følte slet ikke jeg blev taget alvorligt. Og følte slet ikke at de tog barnløshed mere alvorligt som de kvinder der allerede var gravide.
Jeg spurgte dem af hvad de kunne gøre, men de svarede at jeg måtte komme i min næste cyklus. Det var ikke en løsning i mine øjne, da det både ville forlænge hele processen, og samtidig var det hele spildt, da jeg stod med æg, som nok var klar til inseminering – og til hvad nytte? Jeg sagde bare ”tak for i dag” i en vred tone, smækkede med døren og løb ud i bilen. Jeg har sjældent grædt så meget som den dag, og kan stadig sidde og få tårer i øjnene over den grimme oplevelse.
Her havde jeg skiftet til en anden gynækolog for at få en mere koncentreret og engageret gynækolog, og så brænder de mig bare af på den måde.
På mandag vil jeg ringe til min egen læge, vise ham det her jeg har skrevet ned, og så vil jeg håbe at han vil tage kontakt til sygehuset og fortælle dem om min oplevelse. Jeg kan ikke klare mere psykisk, og får snart et sammenbrud igen. Jeg er meget tæt på at opgive projektet, og bare erkende at vi ingen børn kan få. Men det har jeg bare så svært ved over for min kæreste. Jeg håber vi kan støtte hinanden gennem det her, og hvis vi får brug for det, så vil jeg håbe vi kan finde en god psykolog til at få os igennem det.

Jeg havde brug for at komme af med det, og sidder nu igen og græder.... Håber nogen vil komme med nogle gode råd.. Måske mangler der nogle detaljer i "brevet", men det hele kommer lige fra mit hjerte....