Er SÅ såret! :'( {{forumTopicSubject}}

Jaa manden og jeg fik os lige en hurtig snak i sengen i går.

Og der kom da der nogle sandheder på bordet. Han sagde b.la at hvis det ikke havde været for jonathan, så var ham og jeg aldrig flyttet sammen overhovedet.
Og at han ikke havde regnet med at det ville tage hårdt på ham når jeg havde lidt problemer med mit ben osv (jeg har jo benprotese)
Min kæreste vil rigtig gerne flytte i hus, og det er jeg da okay med, HVIS det er lige til. Dvs ingen bakker (cykler bedst) ikke for langt til byen osv.
Og det stopper ham åbenbart også. Og det sårer mig helt vildt at mit ben stopper ham. Forhelvede altså

Min psykiater prøvede at fortælle ham at jeg ville få endnu flere problemer hvis vi flyttede "langt" væk.
Og svigermor forstår ikke hvorfor jeg ikke "bare" lige kan tage bussen.

Til sidst sagde jeg så " nå men så skal jeg vel bare melde mig ind i en boligforening" - han svarede ikke på det

Det gør så ondt at jeg bare bliver tilside sat fordi jeg har et mindre handicap og det er ikke ret tit jeg har ondt i benet.
Jeg føler jeg har hjulpet ham de gange hvor han var syg, cyklede ned og købte ind, kørte jonathan i vuggestue selvom jeg havde feber osv. Jeg gør det fordi jeg ved at han også hjælper mig og det er jeg rigtig taknemmelig for.

Så hvis manden og jeg går fra hinanden, så får svigermor intet af vide om min depression. Så rager mit liv ikke hende... længere...

Puha.. har luft igen