Kan jeg klare det ? Langt {{forumTopicSubject}}

Hej

Jeg er ny herinde, og som mit navn siger, ønsker jeg at være annonym herinde til en start, da jeg ikke ønsker min familie kender til mine tanker og overvejelser.

Lidt om mig :
Bor sammen med min kæreste gennem 5 år, der er en (for nogen) stor aldersforskel på os. Han ønsker at få børn inden han bliver for gammel.
Vi bor i et middelstort hus i en lille by med 2 hunde.

Mine spørgsmål er mest baseret på min tvivl om jeg kan klare at være mor.

Nå men her kommer rullen.
Jeg er 20 år gammel, og har altid sagt jeg ikke skulle have børn, og har aldrig været sådan vild med børn. Jeg fulgte en kollega's graviditet, og begyndte at føle, at "det vil jeg også gerne". Så min kæreste og jeg har talt en del om det på det sidste, han vil ikke være en gammel far, og jeg synes heller ikke mit barn skal have en gammel far.
Vores snak om det er åben og posetiv, men ellers sidder jeg med en tvivl hele tiden, "kan jeg klare opgaven som mor ?" jeg ved jo ikke engang hvordan man holder et barn, han siger det kommer af sig selv med moderinstinkterne, men jeg ved ikke rigtig hvor meget jeg tror i det.
Jeg ved ikke om jeg synes jeg kan tilbyde et barn en god opvækst. Kæresten har en god uddannelse med gode job muligheder, og pt et fint job med en okay løn. Jeg selv har ingen uddannelse, jeg aner ikke hvad jeg vil være, jeg synes selv jeg har en dårlig løn, og er havl utilfreds med mit job, men hvis vi skal til at have barn, så kan det jo godt gå hen og blive svært at få et nyt job, når jeg ikke har nogen kvalifikationer.
Vores hus er i 3 etager. Der er 2 værelser på 1. sal, soveværelse og et mindre værelse vi bruger til kontor, og så har vi yderligere et værelse i kælderen, som vi ikke kan bruge til andet end opbevaring pga fugt. Kan man godt bruge et lille værelse til et barneværelse ?

Min familie er splittede når man snakker om det, nogen presser på og andre synes det er for tidligt. De som er tættest mig synes det er for tidligt.

Jeg er selv skilsmisse barn, og synes ikke jeg har fået den bedste opvækst, med stor mangel på komunikation lige fra starten af mine teenage år. Jeg blev misbrugt sexuelt da jeg vær 13-14 år gammel, hvilket har ført til at jeg fortrænger dårlige hændelser, og har meget svært ved at tale om mine følelser, for få år siden fik jeg ofte voldsomme raseriudbrud under skænderier, det er dog holdt stortset helt op, der skal ihvertfald meget til jeg kommer i det røde felt, efter psykolog samtaler. Der jeg vil hen med det, er at jeg er bange for fødselsdepresion.

Det skal ikke forståes som om jeg ikke vil have barn, men bare alle de nervøse tanker jeg har om det, og så har jeg jo også min romantiske forestillinger om det.

Håber nogen kan råde og vejlede mig lidt, evt. fortællle om egne erfaringer omkring den slags ting.