far der ikke rigtig gider at være far {{forumTopicSubject}}

jeg må simpelhent have noget hjælp udefra nu, for jeg ved simpelhent ikke hvad jeg skal gøre mere, det virker ikke som om noget af det jeg gør virker, og det får mig bogstavelig talt til at ligge vågen om natten.

Problemet er det at jeg har verdens skønneste søn, han er virkelig udadvendt og elsker at udforske alting, han kaster sig gerne ud i alt med stiv arm og kan til tider være lidt for selvstændig når han sætter sig noget i hovedet, jeg vil ikke tro at der er noget galt i det når drengen er 2 år og 8 måneder, men det kan til tider være lidt hårdt at være forældre til en dreng med en nysgerrighed som en forsker og krudt i røven hvor gang foregår i løb, for mit vedkomne er der intet problem, men faren kører fuldstændig skævt at vores søn, han kan simpelhent ikke magte ham, hverken være alene med ham eller aktivt prøve at lave noget sammen med ham, faren har flere gange udtalt at han ser vores søn som et større problem end en glæde og flere gange udbrudt at han er et sted i sit liv hvor der ikke er plads til børn, det kan virkelig være svært for mig at hører, og for at sige det lige ud sidder jeg med tårer i øjne når jeg skal skrive ned hvordan faren egentligt meget tydeligt viser at han ikke gider at være far.
Jeg er ikke i forhold med faren og har ikke været det over 1 år nu, men har på dette tidspunkt været nødt til at flytte ind hos ham da min bolig situation desværre blev ret rodet, vi er begge enige om at vi kun bor hos ham indtil jeg finder et andet sted, men jeg havde en lille forhåbning om at ved at far og søn kom til at bo sammen til hverdag, ville faren se hvilken fantastisk søn han har, men nej han hverken opsøger vores fælles søn aktivt eller viser interesse for vores søn når han prøver at tage sin far med i legen, og jeg kan kun få faren til at bruge lidt tid sammen med sønnen hvis jeg virkelig presser ham og selv forlader huset , og ingen gang der vil han vise interesse for hans søn, og det skær virkelig dybt i mit hjerte at se vores fælles søn opsøge sin fars opmærksomhed så aktivt og faren så bare ignorere ham eller fejer ham af.
igennem hele den tid vi har haft barn har faren på ingen måder selv aktivt været der for vores barn eller brugt tid med ham, de første 1 1/2 år studere faren i jylland da han havde meldt sig til uddannelsen før jeg blev gravid, vi boede selv i Skovlunde, så fik kun faren at se i weekenderne, og ikke en gang der ville han hverken aflaste mig eller bruge noget frivillig tid med vores søn, det blev så grælt at der jeg på et tidspunkt blev inviteret til et ridestævne hvor jeg skulle overnatte en dage i weekenden ville faren ikke hjem fra skolen under påskud af at der var en fest han gerne ville til, det var dråben der fik bægret til at flyde over og jeg smed ham ud.
Nu har vores søn så levet som dele barn, men faren vil kun se ham hver anden weekend og på ingen måder have ham mere end den ene weekend hver 10. dag og ikke en gang der har han lyst til at have sit barn, han aflevere ham gerne hos sine forældre, uden selv at bruge tid sammen med sin søn, det var først da min søn brød grædende sammen, virkelig brød sammen, når han blev afleveret til mig søndag aften, at det blev for meget for mig og jeg tog en alvorlig snak med faren om det at det blev lidt bedre, men det var ikke med farens gode vilje.
Nu er vi så kommet frem til nu og jeg er på randen til at bægret flyder over igen, faren udtrykker flere gange at han ikke gider sin søn og sønnen halser efter sin far og kalder på ham, når jeg spørger indtil hvorfor faren ikke gider at bruge tid på sin søn bliver jeg bare fejet af bordet med at han har travlt og han har et arbejde, samt at han er ved at bygge carport, og det skærer virkelig dybt i mit hjerte at sønnen flere gange kommer grædende hen til mig fordi faren har afvist ham igen og igen.
Jeg er ved at være rigtig træt af at jeg skal tvinge faren til at være far, og hans fuldstændig ligegyldighed overfor sin søn, og hans meget hårde udmeldinger om at han aldrig nogensinde har ønsket sig et barn eller gider at have et barn og at han føler at vores søn går mere i vejen for ham end at han er en glæde for ham.
Jeg har givet faren et valgt om at hvis han er så irreteret over at have barn kan han kontakte statsamtet og forklarer dem hvorfor han ikke gider at have barn, da jeg er træt af at hører på hans udmeldninger, og er villig til at tage den fulde forældre myndighed, men jeg ved samtidig at jeg ikke selv kan starte en sag bare ud på at faren siger at han ikke gider barnet, for de fysiske rammer er iorden.
Nu er jeg bare så meget i tvivl og kunne virkelig godt trænge til at hører om der er andre der har haft det på denne måde med faren og evt hvad i så gjorde ?
Har i evt nogle foreslag til hvad jeg kan gøre, for når jeg snakke med faren om det ender det bare i kæmpe skænderi, hvor det ender op med at jeg åbenbart er den onde, for jeg siger åbenbart ikke du bliver nødt til at bruge noget tid med din søn, men åbenbart mere du må ikke lave noget i verden og dit arbejde er ligemeget du skal have din søn på fuldtid, i hans ører.

Nøhj det blev langt, men jeg bliver nødt til at skrive det så neutralt som muligt, da faren læser og leder efter de emner jeg skriver om dette mene